Nyt fra bestyrelsen november 2011

Kører det for os?
Overskriften har intet med farten i området omkring skolen at gøre. Men er ment i betydning af, om det kører for Margrethelyst Friskole

Vores friskole har været i gang i 3 måneder. I bestyrelsen har vi en oplevelse af, at det kører for Margrethelyst. Vi har en skole med 96 elever, en forældregruppe som derved viser opbakning og tillid til skolen, en engageret personalegruppe, en velfungerende bestyrelse og en aktiv støtteforening, samt søgning til skolen de kommende år, med ex. en fyldt børnehaveklasse til det kommende skoleår.

 

Alt sammen tegn, som vi i bestyrelsen tolker som udtryk for at Margrethelyst er på rette spor, at der er tilfredshed med vores allesammens friskole og den måde bestyrelsen og skolens personale ”driver” skolen på.

 

Vi hører gerne jeres tilbagemeldinger og I altid velkomme til at kontakte bestyrelsen omkring stort og småt. Jeres tilbagemeldinger betyder meget for os i det videre arbejde med skolen og er med til at give os jeres svar på overskriften: Kører det for os?

 

Fremtiden

Ja selvom der kun er gået 3 måneder siden første skoledag er bestyrelsen allerede i gang med at planlægge det næste skoleår 2012/2013.

 

Herunder skal vi have lavet et budget for 2012 og et af elementerne i forhold til budgettet er antallet af elever det kommende skoleår. Elevantallet har stor betydning især for skolens indtægter i form af indbetaling af skolepenge og udbetaling af statstilskud.

 

Vi går ud fra et elevantal ud fra de elever der går på skolen i dag, samt dem vi allerede har fået ansøgninger om optagelse på.

 

Tilsynsførende

Tirsdag den 8. november var forældrekredsen indkaldt til møde, hvor vi skulle vælge den person der skal føre tilsyn med, om vores børn får den rigtige undervisning m.m., på

Margrethelyst Friskole.

 

Desværre var fremmødet ikke som bestyrelsen havde håbet på. Vi vælger at tolke det på den måde, at I har fuld tillid til os.

 

Vi vil i fremtiden forsøge at planlægge møder m.v. på en måde og med et indhold der gør, at I som forældre møder op og viser jeres opbakning til Margrethelyst friskole.

 

I er velkomne til at kontakte bestyrelsen via mail: info@margrethelyst.dk eller ved at ringe på tlf. 20 65 53 50.

 

På bestyrelsens vegne

 

 

Jan Kjærsgaard

 

Margrethelyst Friskole  -  Persievej 2  -  8300 Odder   -   Tlf. 77 34 85 29  -  mail: kontor@margrethelyst.dk